Det sidste fra Indien

Ja jeg kan daarligt nok huske hvornaar jeg sidst har skrevet blog, men nu skal det ogsaa snart til at vaere hvis jeg skal naa det inden paa soendag, hvor jeg vender tilbage til Danmark.

Tiden har floejet afsted, og alligevel foelses det som flere somre siden jeg forlod DK til fordel for Nepal tilbage i oktober. Jeg har paa flere maader fuldstaendig mistet fornemmelse for tid mens jeg har vaeret vaek. Det har vaeret oktober, november, december, januar , jul, nytaar og saa er jeg blevet et aar aeldre mens jeg har vaeret vaek. Rent erfaringsmaessigt foeler jeg at jeg er blevet 10 aar aeldre og alligvel er der kun gaaet fire maaneder. Det har vaeret de mest fantastiske fire maaender i mit liv. Det har vaeret et eventyr. Min stoerste oplevelse og stoerste udfordring, som jeg er stolt af at have gennemfoert.
I morgen er det den sidste dag paa skolen. Jeg er baade glad og lettet over at det skal afsluttes nu. Jeg foeler at vi gjort hvad vi kunne for at faa det meste ud af den tid vi har vaeret her og jeg tror ikke vi kan naa meget laenge herfra. Der er nogle grundlaeggende ting paa skolen, som vi ikke kan aendre paa, som maaske kunne goere at vi kunne udrette mere for skolen. Laerernes attitude til deres job og holdningen til hvad der er bedst for boernene er saa forskellig fra hvad der ville vaere acceptabelt for en institution i Danmark. De to unge laererer som er henholdsvis to og fire aar aeldre end os virker saa uprofessionelle og ligeglade med boernene. Paeagogik virker ikke til at have vaeret en del af deres pensum, mens afstraffelse for dem er den eneste loesning. Der er en laerer mere som er mere kompetent til jobbet og som faktisk har lidt uddannelse indenfor omraadet, men hun kan ikke loefte det alene og er derfor ogsaa forfalden til at ty til alternative metoder som afstraffelse. At boernene bliver slaaet har fra starten vaeret noget som jeg har skulle ”vaenne” mig til, men det er aldrig rigtig blevet normal for mig. Jeg har kunne se igennem fingre med en del af det og lade som om jeg ikke har set det, saa jeg heller ikke behoever at vise hvad min holdning er det det. Der sker saa meget nede paa den skole, som jeg ikke kan staa inde for og som jeg ikke bryder mig om at vaere vidne til. Det har hele tiden vaeret vores holdning at vi ikke vil blande os eller kritisere laerernes metoder overfor boernene. Vi har og har aldrig haft autoriteten eller moddet til at sige fra eller aendre paa de ting som strider mod os selv og derfor er det ogsaa paa tide at vi skal forlade projektet.
Paa rods af de mange udfordringer og konflikter med os selv, saa har jeg vaeret glad for oplevelsen paa skolen. Jeg har laert en masse om mig selv og om det at arbejde med mennesker. Der er ikke noget jeg har lavet tidligere som kan sammenlignes med det her og jeg tror det er helt unikt. Jeg tror foerst man ved hvem man er og hvad man er i stand til naar man tages ud af de vante rammer og presses lidt, og det har Indien hjulpet mig med. Jeg tror at jeg er blevet mere tolerant og tolmodig overfor mennesker der er meget forskellig fra mig selv og med hensyn til skolen er der ogsaa flere sider af samme sag, og jeg har faaet bedre kendsskab til hvorfor at folk reagerer som de goer og maaske goer ting som overhoved ikke ville vaere okay i andre sammenhaenge. Jeg kan ikke understrege nok at skolen bestemt ogsaa har vaeret et godt sted for os at vaere og vi har nydt de gode stunder vi har haft med boernene og det kommer jeg ogsaa til at savne. Jeg vil ikke undskylde laerernes opfoersel eller forsvare deres metoder, men jeg tror altsaa ikke at de er hverken onde eller foelelseskolde – de ved bare ikke bedre og kender ikke til andet. Det ved jeg nu og derfor har naesten tre maaneder paa projektet vaeret godt, for hvis jeg bare havde vaeret der i en uge, saa havde det store billede nok set helt anderledes ud. Vi har haft tid til at laere boernene at kende og haft tid til at vinde deres tillid. Vi har udviklet nogle spil og lege specielt til dem, som de formentlig aldrig ville have lavet hvis vi ikke havde vaeret der. Vi har sunget, danset, spillet vendespil , tegnet, har leget med trylledej og meget mere. Jeg tror at boernene har hygget sig mens vi har vaeret her og det er det vigtigste for mig. Jeg er glad for den kaempe store oplevelse det har vaeret, men er ogsaa tilfreds med at den slutter nu. Nu skal jeg hjem til det jeg kender derhjemme og som jeg efterhaanden savner.

Tak fordi I har fulgt med og jeg haaber at det ogsaa har vaeret spaendende.
Vi ses i Danmark!

Et hindu bryllup og et helt andet slags aegteskab

I onsdags skete det endelig – vi blev inviteret til et rigtig hindu bryllup. Vi havde hoert at det skulle vaere en meget speciel oplevelse, saa da vi fik muligheden slog vi selvfoelgelig til. Invitationen kom mundtligt da vi besoegte to indisk gifte fillipinere, som vi havde moedt paa en weekendtur til Mangalore. De bor en time bustur fra hvor vi bor, og det var en utrolig dejlig dag vi havde med dem, hvor vi oplevede den hjemmelige hygge som vi savner  saa langt fra Danmark. De er yderst gaestfrie og gavmilde, saa det naesten er til at skamme sig over. ”Gaest er gud” siger man her i Indien, og det oplever vi sandelig naar vi er hos dem. Hvor vi som gaester spiser ved bordet foerst, mens vaerterne sidder et andet sted indtil vi er faerdige, hvorefter de saa kan begynde at spise. Veronica og jeg skulle ogsaa sove i deres seng, mens parret insisterede paa at sove paa gulvet. Det var slet ikke paa tale at det kunne vaere anderledes, saa selvom vi lavede protester, saa nyttede det ikke noget.

Men vi blev inviteret til bryllup og vi tog gladeligt med Lanie, den ene af de fillipinske kvinder, og hendes mand, til hans vens, brors bryllup. Det er langt ude, men det er aabenbart helt normalt hernede at man bare kommer og da vi spurgte til hvor mange der saa ville komme, sagde de mellem 800 og 1000 mennesker!  Saa to udlaendinge oveni var mere end velkomne fik vi at vide – og vi var virkelig ogsaa de eneste to ”hvide aliens” til det bryllup. Jeg ved ikke hvem der blev lagt mest maerke til, os eller brudeparret. Vores fokus var i hvert fald paa brylluppet. De smukke sarier kvinderne bar, blomsterne som smykkede alle og ikke mindst alt guldet! Guld er hvad alle bryllupper i Indien bygger paa. Hvis man ikke har raad til guld og gerne masser af guld, saa har man ikke raad til at blive gift. Guld i form af smykker er nemlig en stor del af den medgift, som brudens familie skal betale til mandens familie. Jo mere guld bruden baerer til brylluppet des mere viser det hvor meget hendes familie er i stand til at betale. Medgiftens stoerrelse afhaenger ogsaa af mandens status og velstand, saa hvis manden f.eks. er hoejt uddannet skal brudens familie ogsaa betale mere. Lanie fortalte os om et bryllup hun havde vaeret til, hvor bruden bar intet mindre end 36 kg guld!
Der bruges som regel flere penge paa guld til et bryllup og derfor sparer man paa maden til gaesterne. Her er det ogsaa meget anderledes fra de bryllupper vi kender fra vesten, hvor det her i Indien mere handler om at ”fodre sine gaester af”. Brudeparret sidder under hele brylluppet oppe paa en scene med spotlys og blitzende kameraer. Deres opgave er at sidde og se godt ud mens alle de mange gaester staar i koe for at komme op og sige tillykke og faa taget et billede sammen med parret efter ceremonien. Naar man har vaeret oppe hos parret kan maa saa gaa over i koeen for at faa mad. Det foregaar nemlig paa skiftehold, saaledes at man i grupper paa ca. 100 personer af gangen bliver lukket ind i spiseafdelingen. Staalbordene man sidder ved er lange og smalle og man sidder ikke overfor hinanden. Der sidder altsaa kun nogen paa den ene side af bordet, da der skal vaere plads til at dem der skal oese mad op kan gaa imellem bordene. Naar jeg siger oese mad op, saa mener jeg det virkelig! Man udstyrres med et bananblad foran sig og derefter bliver der ellers haeldt mad paa sit blad fra store oese skeer og kaempe gryder og spande. Maden bliver svunget op og klasket ned igen, og tankerne kan ikke andet end at falde hen paa de film, man har set fra de amerikanske faengsler naar fangerne skal have mad i kantinen. Eller som man i Nordjylland ville sige at man fodrer svin.
Der blev holdt oeje med Veronica og jeg da vi med en vis forsigtighed, men masser af gaa-paa-mod fandt vores hoejre haand frem som skulle fungere som bestik. Vi kunne slet ikke foelge med de andre paa ”holdet”, og da de naeste runder af mad kom forbi var vi aldrig faerdige med foerste omgang. Det resuleterede i en vaerre paerevaelling af ris, forskellig karry, og kage som bare blev haeldt eller smidt oveni. Det var utrolig sjovt at proeve og jeg tror ogsaa at de andre gaester var underholdt af vores spaede forsoeg paa at holde trit. Middagen varede under en halv time, ikke tid til hyggesnak eller taler. En vogn kom koerende imellem bordene hvorefter alt paa bordet blev skrabet der ned. Naeste hold kunne nu saette sig til bords.
Brylluppet sluttede klokken 21.00, da folk jo skal i seng omkring klokken 22.00. Veronicas og min aften derimod var ikke slut endnu og vi tog med Lanie og hendes mand videre til den naerliggende by hvor man baade kan faa oel (hvis man kender de rigtige steder) og rigtig is. Mmmh.

Et helt andet aegteskab som jeg ogsaa mener er naevnevaerdigt, er det som Veronica og jeg efterhaanden har udviklet. Vi har nu vaeret sammen uafbrudt de sidste 2-3 maaneder og deler alt. Arbejde, hus, seng, paa flere punkter ogsaa faellesoekonomi og har sammen bl.a. koebt os en computer. Det sidste og endegyldige symbol paa samhoerighed er den ring vi nu har koebt. Ringen vi begge har koebt er nemlig ironisk nok en vielsesring. Vi blev begge forelsket i den da vi saa den paa kvinderne hernede. Den har nemlig et meget specielt design som vist kun laves her i den stat vi bor i. Det eneste vi ikke har haft sammen om ”aegtepar” er et skaenderi, og det ser heller ikke ud til at komme.
Jeg tror det bliver vildt maerkeligt at skulle undvaere hende naar jeg kommer hjem og hun skal rejse videre. Men den tid den sorg og nu nyder vi det bare saa laenge det varer.

Mht. Til jul, saa bliver det selvfoelgelig ogsaa fejret saa godt som vi nu kan. Vi tager paa juleferie her den 22. og skal saa holde baade jul og nytaar i storbyen Mumbai. Der er bestilt bord paa en af byens bedste resturanter juleaften og mon ikke det  nok skal blive godt, selvom det er langt fra det vante derhjemme. Det svaert rigtig at savne jul naar intet minder een om det hernede. For mig kunne det ligesaa godt vaere midt om sommeren og det er kun kalenderen der minder om december. Saa jeg maa bare give den ekstra meget gas med jul til naeste aar og glaede mig til den andesteg som mine foraeldre har lovet mig til naar jeg kommer hjem

Det bedste tanker. God jul og godt nytaar til jer alle.
Kram Katrine

Fantastisk er ordet

Saa er jeg igen frisk paa bloggen. I dag har vi fridag da der er muslimsk helligdag, og da to ud af de nu 17 boern paa skolen er muslimere, var det aabenbart nok til at holde skolen lukket – og vi klager skam ikke.

Jeg har det rigtig godt og foeler mig ovenpaa efter flere gode dage og oplevelser i skolen. I gaar var isaer en god dag. Hver mandag moeder vi op med et stoerre overskud og energi niveau og i gaar var ikke anderledes. Vi havde haft en dejlig weekend i strandbyen Gorkarna og fejret min 20 aars foedselsdag. Herligt med velfortjente oel og afslapning paa stranden. Jeg havde en rigtig god foedselsdag, som var meget anderledes end dem jeg er vant til hjemme med december kulde, moerke og julestemning. En foedselsdag som nok vil blive saerligt husket.
Altsaa havde mandag morgen et godt udgangspunkt for en god dag, og den gode vind fortsatte faktisk hele dagen. Vi er gaaet over til at lege en del mere med boernene, selvom det var meningen at leg for os mere skulle ses om en pause mellem undervisningen. Det har vi dog slekket meget paa og gaaet mere over til at undervise i forbindelse med leg, da vi ellers mister de handicappede hvis vi skal undervise dem i den traditionelle forstand ved at terpe med dem paa en lille tavle. Det goer vi stadig, men ikke i saa hoej grad og kun med de store boern. En anden ting ved leg er, at vi ikke kan se at det skulle skade snarre taenker vi at det gavner dem, da vi bl.a. arbejder med boern i 4 aars alderen og aelder boern som har intelligens svarende til en 4 aarigs. Derfor kan vi bedre samle boerne gennem leg og det goer vi i et seperat rum vaek fra de andre laerer.
Vi har specielt to boern vi skal fokusere paa. En paa 4 og en paa 16, men som taenker som en 3 aarig. Alligevel kan vi ikke lade vaere med at tage flere boern ind, da vi synes det er synd hvis de ikke maa vaere med og ellers skal kede sig alene og skrive deres navn eller en talraekke i deres kladdehaefter hele dagen. Dog er der nogle af boernene vi stadig ikke har noget med at goere og det er nogle vi bevidst har valgt at tage afstand fra, for vi kan simpelthen ikke styrer dem. De er boernene med hyperaktivitet, og som har saa meget energi og tilpas meget intelligens til at de lige praecis ved hvordan de kan spolerere hele undervisningen. Vi har flere gange forsoegt at give dem en chance til, da vi i bund og grund synes at det er synd for dem hvis de ikke kan vaere med til noget, men det ender altid med at de oedelaegger det hele for de andre ved enten at slaa og smide med tingene. De har ingen respekt for os, da de hurtigt fandt ud af at vi ikke slaar dem eller lukker dem inde paa toilettet. Vi har derfor maatte prioritere de boern som vi foeler at vi kan have indflydelse paa og som respekterer os, da vi ellers ville braekke halsen ved at tage for meget ind.
Udover disse boern er vi nu begyndt at synes endnu mere om de andre boern. Vi er begyndt at laerer dem bedre at kende og vi er saa smaat ved at kende deres svagheder, styrker og kvaliteter. De to boern som vi isaer har med at goere er den lille Munaf med down syndrome og 16 aarige Anis som har tale og motoriske vanskeligheder ellers ved vi ikke hvad der praecist er galt med ham, men han har ingen logisk sans og bliver paa flere omraader overhalet af den 4 aarige Munaf. Begge boern er utrolig soede og har hver deres charme og de foeler sig begge trygge ved os. Munaf er fuld af energi og elsker at lege vilde ”drengelege” med biler og bolde. Anis er en rigtig soed og hoeflig dreng og han moeder os hver morgen med et kaempe smil. Han er totalt forgabt i os og han bliver helt jaloux naar vi giver nogle af de andre opmaerksomhed. Her moeder han stor konkurrence hos  Indiens svar paa ”Morten og Peter”, nemlig Darshan og Sudira. De er to skoenne drenge med downsyndrome paa omkring de 18-19 aar,  og som konstant er i kaerlig konkurrence med hinanden. Det ene oejeblik diskuterer de uforstaaeligt og med store armbevaegelser med hinanden og i det naeste krammer de eller kilder hinanden mens de griner hoejlydt. Man kan ikke andet end at smile naar man er i naerheden af dem og isaer ikke hvis de giver en dans med masser af attitude paa hoejde med The King of Pop, Michael Jackson.
Med alle disse glade og sjove boern bliver dagen automatisk meget bedre, og efter vi fandt ud af at gaa ind i rummet som vi kan have for os selv (unden de andre laerer) er det kun gaaet framad.

En helt anden, men naevnevaerdig oplevelse jeg gerne vil fortaelle om var den vi havde soendag aften. Vi var som jeg naevte i mit tidligere indlaeg blevet inviteret paa middag hos det filipiske/indiske par som bor inde ved siden af os. Ved samme lejlighed blev vi til vores store overraskelse informeret om at de var Jehovas vidner – spaendende! Vi var en lille smule nervoese for at skulle besoege dem, da vi ikke kendte meget til Jehova andet end det er de utrolig vedholdende personer som banker paa sin doer soendag formiddag, og som vil forsoege at overbevise dig om dommedag og Jehova er det eneste rigtige. Derfor havde vi ogsaa frygtet at det ville blive et stort foredrag om Jehova, hvor vi som de hoeflige mennesker vi er, ikke kunne slip vaek eller lukke doeren for dem. Det viste sig dog at det paa flere maader skulle blive en interessant aften. Vi havde jo paa forhaand kun et positivt indtryk af dem og de virkede om nogle utrolig soede og sympatiske mennesker. Det synes vi stadig efter vi har besoegt dem og vi synes kun mere om dem nu. De var utrolig indsigtfulde og virkede til at foelge meget med i hvordan sagerne staar til her i Indien og de havde ogsaa et meget realistisk billede af Indiens skyggesider som f.eks. korruption og skolesystemet. Derfor var det spaende at tale med dem om ting som vi undrede os over er i landet og de var ogsaa i stand til at stille sig kritiske og var ikke ”blinde” overfor problemerne som flertallet af den indiske befolkning er. Det var en meget specielt oplevelse at sidde og snakke med nogle mennekser som paa saa mange omraader er saa forskellige fra os, og som vi paa saa mange omraader er uenige med. Alligevel var det en rigtig god aften, for vi syntes jo om de mennesker og vi havde jo ogsaa nogle interessante samtaler. Vi fik da ogsaa en del af vide om Jehova og selvfoelgelig fik vi de obligatoriske blade med hjem, men det var jo en del aftalen hvis man kan sige det.
Vi er blevet inviteret derind igen og vi er ikke blevet skraemt vaek – tvaert imod. Det er en af de ting jeg elsker ved Indien nemlig de store forskelligheder og kontraster man moeder overalt. To danske piger, som er vokset op i et samfund hvor stoerste delen af befolkningen kun tror paa dem selv og videnskaben, der nu sidder i Indien, et land af religioner og spiser middag med Jehovas vidner, som i Danmark bare havde moedt en lukket doer. Er det ikke fantastisk?

Livstegn fra Indien

Endelig ro, endelig tid og endelig mulighed for at forsaette min nu meget forsoemte blog. Jeg har vaeret i Indien i en maaned nu og det virker derfor meget uoverskueligt at skulle skrive om alt det jeg har oplevet indtil nu. Jeg vil dog goere forsoet og I maa have tolmodighed med mig. Saa med kaffen i haanden og udsigten fra tagteressen i eftermiddagslyset vil jeg straks gaa i gang.

Hele mit indiske eventyr startede for praecis en maaned siden da vi ankom til Bangalore fra det fantastiske Nepal. Turen med de to fly var lang, men det var intet i forhold til busturen fra Bangalore til Kundapur, vores naermere bestemmelsessted. Ni timer og adskillige oeredoevende Bollywood film senere vaagnede vi op til Kundapur, en mellemstor landsby udtil kysten. Vi var spaendte, men mest traette efter den lange tur og vi blev vist hen til FSL’s guesthouse, som skulle vaere vores midlertidige hjem de naeste dage. Det var ikke et fedt sted. Paa meget lidt plads uden mulighed for luft, plads og privatliv blev vi introduceret til Indien og ikke mindst dets personligheder. Vi laerte om inderes hverdag, normer og traditioner, og saerligt dets regler. Her er bare nogle af dem:
Foedder er det mest urene og ulaekre, saa de maa ikke roere andre personer eller ting som f.eks. en bog da gud findes i alt (ved ikke om det inkluderer fodbold).
Venstre er  ”toilethaanden” og den urene haand, mens den hoejre er den du goer alt andet med som f.eks. at spise med og betale penge med.
Kvinder skal tildaekkes ned til haandled og ankler. Ingen maa se dig med mindre toej paa og du skal derfor ogsaa bade med toej paa.  Haeng ikke undertoej til toerre hvor andre kan se det.
Kvinder skal ikke gaa ud med loest haar.
Det er  heller ikke velset at kvinder er ude efter 21.00.
Kvinder maa ikke fjoejte, loebe eller grine hoejlydt.
Kvinder skal udgaa at indgaa venskaber med maend da de oftest har lumske bagtanker.

Disse regler fik vi smidt i hovedet den samme dag vi kom, og hold da op de gjorde indtryk paa isaer os piger. Hvor strengt, taenkte vi. Vi fik ogsaa at vide at lokal befolkningen holder oeje med os saa mens vi opholder os i Kundapur og hos vores vaertsfamilie skal vi isaer overholde disse regler. Overvaagningen, den trykkede stemning  (ogsaa i bogstavelig forstand da der var monum lignende vejr den uge) i det meget traenge guesthouse og de meget overgearede/stressende indiske laerer gjorde den foeste uge i Indien til et mindre marreridt for mit vedkommende og jeg savnede privatliv og aanderum.
Privatliv fik Veronica og jeg heldigvis da vi kom ud til vores vaertsfamilie. Vi bor i den lille by Tallur, som ligger 5 km og to broer fra Kundapur. Familien er en smule utraditionel i den forstand er den ikke taeller far, mor og boern, men i stedet en aeldre mand, en husholderske, hendes mand og to smaa boern, en filipinsk/indisk familie og en indisk studerende. Den aeldre mand som ejer huset hedder pappa George (aka. Morfor). Han er rigtig rar og bruger det meste af sin tid foran fjernsynet eller paa verandaen foran huset i sin hvide undertroeje og med en whiskey i haanden.  Hans kone er i Irland for at besoege deres datter med familie og hun kommer vist foest hjem engang i januar. Huset taeller altsaa 10 medlemmer udover os og den meget aparte sammensaetning er ogsaa repraesenteret i husets religioner. Pappa George er udpraeget kristen, husholdersken med familie og den indiske studerende er hinduister og den filipinske/indiske familie er Jehovas vidner (vi er foroevrigt blevet inviteret paa middag hos dem, saa det bliver spaendende om de proever at omvende os). Det er fantastisk at forskellige religioner kan leve saa taet sammen hernede og de paa det punkt er langt mere fremme i skoene end man er mange andre steder i verden.
Alle i huset er utrolig soede og smilende og inter kunne vaere bedre for os her. Vi faar god mad (koed naesten hver dag – ikke almindeligt her). Vi har vores eget vaerelse og badevaerelse, saa det er ren luksus.

Med basen paa plads blev Indien nu mere overkommeligt og indbydende og vi var igen klar til at indtage det med aabne arme. Mht. Til overvaagningen som vi blev introduceret til den foerste dag, saa er det ikke saa slemt som vi havde frygtet. Tallur er godt nok en meget lille by, og vi er ogsaa de eneste vestlige i omraadet, men vi foeler os meget velkomne og trygge her. Vi gaar anstaendigt klaedt i indisk toej som er os foreskrevet, og vi moeder mange smil og komplimenter paa vores vej bare paa grund af det. Den indre feminist, som blussede op i alle os piger paa den foeste dag efter de mange koensfikserede regler, findes dog stadig i os. Bare det at have haaret loest eller at have en ganske almindelig t-shirt foeles som et lille oproer. Det sker ikke saa tit at vi goer det, da det egentlig er rarest for os selv at foelge de regler. Maend kigger i forvejen rigtig meget paa os, og det er for at beskytte os selv at vi har det indiske toej paa. Vi bliver mere accepteret og respekteret med det paa og man foeler sig derfor ogsaa mere tryg i det. Isaer kvinderne elsker det, og smiler altid til os paa vej gennem byen. Alle er i det hele taget meget interesserede i os, og vi foelser os til tider som en slags aliens, som de eneste hvide. Den store opmaerksomhed der er omkring os er hyggelig og sjov, for det meste, men nogen gange er det ogsaa vildt irriterende. De mange lange blikke, som indimellem er blandet med skepsis fra de aeldre eller de lumre blikke fra maend er bestemt heller ikke rare. Vi har dog efterhaanden vaennet os til det, og tager det ikke personligt laengere. Vi har hele tiden vaeret gode til at grine af det, men en bustur hjem om aftenen med ene maend og deres sultne blikke vaenner vi os nok aldrig til.

Noget andet vi saa smaat er ved at vaenne os til, er vores arbejde paa den handicap skole der ogsaa ligger i Tallur faa minutter fra hvor vi bor. Vi har arbejder der i tre uger nu og er saa smaat ved at laerer de 17 boern og fire laerer at kende. Jeg tror faktisk at det er meget godt at jeg foerst skriver om hele oplevelsen med skolen nu og ikke allerede efter den foerste uge. Vi har nu haft tid til at reflektere over vores situation og de mange nye indtryk er blevet bearbejdet. Vores foerste oplevelse med skolen var nemlig ikke saerlig god.
Da vi kom blev vi moedt med smil og soede boern med meget forskellige handicaps, som paa davaerende tidspunkt ikke virkede saa skraemmende paa os. Spaendende. Senere blev vi dog klogere. Alle var venlige og hoeflige overfor os og vi blev budt velkommen af rektor, som boed paa te i sit hjem som ligger lige ved siden af skolen. Det hele gik godt lige indtil han paa gebrokkent engelsk spurgte til Veronicas og mit erfaringsgrundlag, som jo bekendt er lig nul i forhold til at arbejdet med handcappede og undervisning generelt. Saa da vi tilstod at vi kun var nyudklaekkede studenter uden en reel uddannelse, aendrede stemningen sig totalt. Rektoren var tydeligt skuffet da han havde regnet med ekspertise fra psykologer, fysioterepeuter o.lign. Han ringede straks op til nogen og med en aggressiv tone begyndte han at tale vildt og voldsomt paa indisk, som vi selvfoelgelig ikke forstod et ord af. Det moede som ellers startede saa hyggeligt endte med at foelses som et slags krydsforhoer med Veronica og jeg placeret i en sofa foran rektor, hans mor, svigermor, datter som alle kiggede skeptisk til os mens de talte loes paa indisk. Meget ubehageligt for os, som havde bekymret os allermest om deres foerstehaandsindtryk af os. Vi havde mest af alt bare lyst til at flygte med det samme, men hvordan? Heldigvis kom vores redning i form af overlaererinden som kunne engelsk og havde sat sig ind i vores situation samt kendte til konceptet for vores volontoer arbejde. Hun fik ro paa tropperne, og vi kunne faa lov til at gaa med hende over paa skolen. ”Thank God” taenkte vi da vi endelig slap ud af trykkogeren hos rektoren og hans familie. Nu kunne vores arbejde begynde.

Den foeste uge paa skolen var meget praeget af at skolen skulle forberede sig paa ”Children’s day”. Boernene skulle oeve nogle danse og noget skuespil, som de skulle fremvise for deres foraeldre. Derfor kom vi til at sidde og observere hele ugen, da vi ikke kunne hjaelpe saa meget til. Vi havde derfor rig mulighed for at tjekke baade laererne og boernene ud. Indtrykket af laererne har fra starten af ikke vaeret det bedste. Det er kun Prema, overlaererinden som kan engelsk og derfor kan vi ikke kommunikere saa meget med de andre. En anden ting er at de to oevrige laerinder ikke er saerlig proffessionelle eller serioese omkring deres arbejde. De bruger det meste af deres tid paa at rette paa deres toej, saette deres haar, tale i telefon, men mest af alt saa snakker de! De snakker konstant om toej og bryllupper eller andet som overhoved ikke har med undervisningen at goere. De pjatter med hinanden, skubber lidt til hinanden og proever hinandens toej – det er som at arbejde med 14-aarige skolepiger! Det er utrolig frustrerende og demotiverende for os og det oedelaegger hele undervisningen. Om morgenen er alle boernene med til at dyrke yoga, men det bliver hele tiden forstyrret af laerernes evindelige snak og de glemmer at bede boerne om at skifte stilling, saa det ender med at man staar urimelig laenge i diverse akavede stillinger. Derfor har vi saa smaat og ubemaerket overtaget lidt af yogaen naar laererne er helt vaek i deres sladder.

Efter yoga er der ”undervisning” dvs. at boernene bliver sat til diverse opgaver saasom at skrive deres eget navn eller en talraekke. I starten var det meget svaert at saette sig ind i hvorfor et barn med down syndrome skal tvinges til at skrive sit navn paa en tavle og kaempe med det dag ud og dag ind, mens barnet maaske ikke engang ved hvordan man gaar paa toilettet. Det kan jeg stadig ikke forstaa. Man skulle jo synes at det var mere relevant at de laerte nogle mere brugbare ting, som de kan bruge i deres hverdag saasom det at gaa paa toilettet. Systemet er bare anderledes hernede, og maalet for de handicappede er ikke individuelle, men maalet er i sin enkelthed at sende dem i en normal skole . Ja tak, taenker vi. Her sidde vi med handicappede i aldren 4-16 og enkelt paa 30 aar, som har lige saa forskellige handicap som alder. Alt fra down syndrom, doevstumhed og hyperaktivitet til andre handicap som vi ikke engang har en diagnose paa. De har alle de samme maal – en skala som de kalder det, som de alle skal igennem paa den ene eller den anden maade uden forstaaelse eller hensyn til deres individuelle handicap. Helt uforstaaeligt, at saette saa urealistisk et maal, som at sende dem i en normal skole med de ting som de kaemper med hverdag.

En anden ting som er helt uforstaeeligt i den sammenhaeng er den maade de hele tiden slaar boernene paa, hvis de ikke goer som de faar besked paa eller er uregerlige. Det er normalt at slaa boern hernede og det er svaert for os at sluge med vores vestlige normer, men det er endnu svaere at vaere vidne til naar det foregaar med handicappede boern. For de forstaar noedvendigvis ikke hvorfor de bliver slaaet og kan derfor ikke vide hvordan de kan undgaa afstraffelse. Laerinder slaar hele tiden og det foregaar med pinde og andet som de lige har ved haanden. Jeg har flere gange faaet anvist en pind som jeg skal slaa boernene med, men jeg har selvfoelge aldrig taenkt mig at bruge den. Alt den vold paa boernene har resulteret i at boernene ogsaa hele tiden slaar hinanden og det siger laererne intet til. Det er saa svaert at vaere tilskuer til, men det er desvaerre nok bare saadan tingene foregaar hernede. Jeg vidste det ogsaa paa forhaand, men jeg vidste ikke at det var i saa voldsom en grad.
Heldigvis er det blevet arrangeret saadan at vi har to boern, som Veronica og jeg skal fokusere paa. Saa vi kan gaa lidt vaek fra de andre og proeve os lidt frem paa vores egen maade. Det er svaert med den store sprogbarriere , men vi proever saa godt vi kan. Vi har proevet med forskellige lege og opgaver som de kan laerer noget af, men samtidig er sjove. Det gaar op og ned hver dag, men ind imellem ser vi glimt af fremgang, som vi holder os oppe paa. Vi laerer baade at vaere utrolig tolmodige, men ogsaa utrolig staedige da det tager utrolig lang tid at opnaa bare smaa fremskridt. Vi har ogsaa de dage, som slet ikke fungerer, men i det store hele er vi ved godt mod, og oensker at det skal lykkes om det saa bare er en lille forskel vi kan goere. Vi har ogsaa overvejet den mulighed at der slet ikke kommer til at ske nogen aendring, men saa er vi naaet frem til den konklusion at vi rent personligt under alle omstaendigheder vil komme til at laerer noget af den her oplevelse. Indien og handicap skolen kommer vi nok ikke til at revolutionere, men det var heller ikke vores plan. Vi maa se hvordan det kommer til at gaa.

Nu til noget andet og mindre tungt. Saa har Veronica og jeg planlagt at vi i morgen igen skal besoege den standby som vi ogsaa besoegte den foerste weekend. Vi skal fejre at jeg bliver 20 aar i morgen med oel, laekker mad og afslapning paa stranden. Det bliver godt! Har glaedet mig laenge.

Jeg er ked af at jeg ikke kan komme med flere af de flotte stemningsbilleder her fra det smukke Indien, men det maa blive en anden gange, for nu synes jeg at jeg har skrevet nok for den her gang – og det synes I sikkert ogsaa. Der er stadig tusind andre indtryk og oplevelser, som burde vaere blevet naevnt, men dem kan i have i vente.
Haaber I alle har det godt, og jeg ikke har mistet jer paa bloggen efter den meget lange pause.

 

 

Det sidste fra Nepal

Stemningen er lidt trykket og trist. I gaar sagde vi farvel til de to drenge, der skal til Cambodia og her til morgen dem der skal vaere her i Nepal. Nu er vi kun seks tilbage og huset virker helt anderledes og tomt. Afskeden med de andre var virkelig svaer ogsaa svaerer end afskeden med Danmark.
Vi er alle kommet saa godt ind paa hinanden og vores rejse har fra starten vaeret forbundet med det her sted i Nepal og vores “Guldgruppe”. Vores ting er pakket og vi skal nu videre ud i den “virkelige verden” paa egen haand. Vaek fra basen her paa platformen, som har vaeret vores hjem i en maaned nu. Det er skraemmende at skulle videre nu, og det er svaert at forestille sig fremtiden.

Om faa timer bliver vi hentet af den taxa der skal foerer os til lufthavnen, og selvom om det stadig er formiddag, saa har dagen allerede budt paa masser af grin og graad. Jeg kommer virkelig til at savne det her sted og isaer de andre volontoerer, som er kommet til at betyde noget helt saerligt for mig. Veronica skal foelge mig i hele mit ophold i Indien og jeg glaeder mig til at opleve alt sammen med hende. Hun er en skoen pige og jeg er sikker paa at vi nok skal klarer den sammen.

Tak Nepal, Nikolaj, Malthe, Kathrine, Emilie, Mathilde, Maja, Mariko, Jens Erik, Lars, Veronica og Maja I har virkelig vaeret fede! – Vi ses

Og saa igen

Saa sidder jeg her igen. Det at komme til en computer hernede begynder efterhaanden at blive lidt at et irritationsmoment for mig. I dag lykkedes det dog, og jeg kan nu genoptage min blog.

I fredags fik vi lov at komme ud og undervise paa en lokal privat skole. Det var ret sjovt at proeve, men det var sandelig ogsaa en udfordring. Jeg fik sammen med Veronica (som jeg skal bo med i Indien) og Lars tildelt en 4. klasse. Dagen foer havde vi observeret en time hvor deres laerer underviste dem. Jeg var imponeret over hvor velopdragne og kvikke de smaa poder var. ”Ingen problem. Det skal vi nok klare” taenkte jeg. I midlertid blev de forvandlet til smaa fraekke unger da vi skulle have den alene. De var utrolig interesserede i os, men ikke i det vi havde at sige. De ville hellere hoerer om vi havde set et spoegelse eller om vores ”autograf”. Alligevel var der stadig nogle af deres manerer tilbage, og  jeg hed selvoelgelig ”mam”. De spurgte ogsaa om de maatte gaa paa toilettet og bagefter om de saa maatte komme ind igen. Man blev helt paf naar de tiltalte een paa den maade, mens de samtidig var fraekke og urolige som danske skoleboern.
Vi havde ogsaa andre udfordirnger. Det var tydeligt at boernene ikke var vant til at taenke selv eller taenke kreativt. Da vi bad dem fortaelle hvad de syntes om eller hvem de saa op til, saa sagde de alle sammen det samme. Ligeledes da vi bad dem tegne en skitse af deres familie, saa skulle de have en bog at tegne efter. Det var lidt frustrerende ikke at kunne faa dem til at bryde ud af de faste moenstre de var vant til. I starten troede jeg bare at det var nervoesitet, men senere gik det op for mig at de nok mere var vant til tavleundervisning og enetale fra laereren frem for at deltage aktivt og komme med ideer selv. Paa trods af at det var svaert at naa ind til dem med undervisningen, saa var det nogle utrolig soede boern og jeg fik helt lyst til at blive der, og virkelig arbejde med dem.
Efter undervisningen tog vi en taxa ud til Monkey Temple her i Kathmandu. Det var utrolig smukt med de mange smaa farvestraalende bedeflag som blafrede i den sene eftermiddags sol. Templet ligger paa en forhoejning med en smuk udsigt ud over hele byen og bjergene. Der rendte fraekke aber rundt over det hele og de smaa munke drenge legdede med og drillede dem med deres stave. Det var ret tankevaekkende at se de smaa drenge i deres munkekutter, legende og leende. Et frikvarter fra verdenen i klosteret. Efter en dag i skole med boern i samme alder, som havde store ambotioner om at blive laeger og basketball spillere, slog det mig at de her drenge allerede nu var traadt ind i en rolle som de skulle vaerer i resten af deres liv. Ufatteligt, lige som saa meget andet her i det mystiske Asien.

Her i weekenden var vi ude at trekke oppe i bjergene. Og puha det var haardt, og min kondi eller manglen paa samme blev virkelig sat paa proeve i det kuperede terraen. Vi havde ikke nogen guide med og kun udstyrret med et tourist kort og en Lonely Planet rejsebog, var der flere situationer hvor man foelte sig meget lille og meget vaek. Da vi havde gaet hele dagen loerdag i det ubarmhjertige, men meget smukke bjerglandskab kom vi til en lille landsby. Vi spurgte om vej til det naermeste overnatningsted, og de sagde (paa meget gebrokkent engelsk) at der var ca. en halv dagsrejse dertil. Panisk, overtraet og paa graensen til kollektivt selvmord ned at bjerget, var vi ikke specielt begrestrede for den oplysning. Det endte dog alt sammen godt, da de to maend vi snakkede med tilboed os at sove i landsbyen. Vi var ret overraskede over tilbuddet, at 12 mennesker bare saadan lige kunne stuves sammen hos disse lokale, som ikke saa ud til at  have noget saerligt materielt overskud. Det gik dog og de var utrolig soede og gaestfrie overfor os. Da vi kom ind i landsbyen foelte vi os som ”hvide aliens” midt ude i de nepalesiske bjerge. Hele byen stoettede op omkring vores indlogering, og de var tydeligt at de ikke var vant til gaester som os. Folk kom for at kigge paa de maerkelige hvide mennesker som var kommet til byen. Det var en rigtig sjov oplevelse at sidde der midt ude i ingenting og moede saaden en venlighed fra nogen man aldrig havde moedt og som var saa anderledes fra os.Det slog mig at det nok aldrig ville ske i Danmark og vi derhjemme daarligt nok vil aabne voores doer for fremmede eller laane dem sin telefon. Det kunne vi maaske laerer noget af. Nu slut med moral praediken.Vi skal ud og spise og nyde et par oel i aften, som vi har gjort saa mange andre aftenener hernede.
Vi har en fest og jeg nyder det hele i fulde drag!

Kram og namaste herfra!

Lidt over en uges sammenkog

Saa kom jeg endelig til bloggen. Det er saftsusme svaert at tage sig sammen til at bevaege sig herned til computer rummet. Der er saa meget andet spaendende at give sig til, og der er hele tiden nogen at lave noget sammen med. Vi, 12 volontoerer fra Danmark (ogsaa imellem os kaldet ”Guldgruppen”) fungerer bare saa godt sammen, og der ikke een kedelig dag her. Vi kan virkelig have de fedeste samtaler, og vi kan ogsaa snakke om de store ting her i livet. Man naar ikke virkelig at savne det derhjemme, fordi man faar saa meget andet hernede. Det bliver helt trist i naeste maaned naar vi fordeles til vores placeringer rundt omkring i Asien.

Vores gode sammenhold gjorde ogsaa at vi kunne holde hele sidste uge ud, som stort set bestod af undervisning – ikke godt for skoletraette studenter som os.. Den planlangte tur til et boernehjem blev desvaerre aflyst pga. dasain, den vigtigste hellige maaned som fejres overalt i Nepal. Alt holder mere eller mindre lukket, og hvordan et boernehjem kan holde lukket, ja det maa I ikke spoerge mig om. Heldigvis kom resten af platformens personale tilbage sidste mandag. Katji og Sumi bestyrrer stedet og er en kaempe hjaelp. Sumi er en skoen lille kone som er vores alle sammens madmor, og selvom om hun ikke er saa god til engelsk, saa er hun bare herlig og har altid et kaempe grin paa naar man moeder hende i huset. Katji er vores praktiske hjaelp og kan skaffe alt, lige fra SIM-kort og adresser til toiletpapir. Dejligt at have et saet ”foraeldre” ved haanden.
Ellers bestod sidste uge ogsaa af en lille fredelig demonstration for ”World Disaster Risk Reduction” torsdag eftermiddag, hvor en masse balloner blev sendt i vejret med budskabet. Det endte med at jeg blev valgt til et interview med Mountain Television, som er en landsdaekkende nyhedsstation hernede. Det var utrolig pineligt for jeg vidste ikke saa forfaerdelig meget om emnet, men jeg kunne ikke sige nej til de meget vedholdende nepalesere.  Pyha. Da vi kom hjem om aftenen tog jeg sammen med nogle af de andre op i det lokale fitness center. Vi skulle opleve en nepali arobic time og faa noget sved paa panden – og det fik vi! Det var rigtig sjovt paa trods af den evigt tilbagevende foelse af at vaere alt for stor, klodset og svedende i forhold til de lokale.
I fredags slappede vi af og gik tideligt i seng , da vi skulle meget tideligt op til weekendens strabasser. Loerdag klokken 5:45 skulle vi moedes med den bus, som ville foerer os til The Last Resort. Som er et paradis, beliggende 3 timers koeretur fra Kathmandu, midt i den fantastisk smukke natur oppe i bjergene. Her kan man bongie jumpe, river rafte og meget andet. Jeg valgte dog udelukkende at slappe af paa resortet, med massage (kun ca. 150 DDK for en time) og varme bade (det foerste siden Danmark ). Tiden kunne sagtens gaa og det var faktisk dejligt med lidt tid alene til afslapning og reflektion.

Efter en dejlig weekend, fuldstaendig afslappet og maet af laekker med mad, var jeg klar til at indtage denne uge med fornyet energi. I aftes var der endda energi til en aften i byen. Jeg var forrinden taget ned til den lokale syreske sammen med min navneveninde, og vi koebte os hver en smuk nepali style kjole med flotte farver og perler. Vi havde dem paa i byen og havde en fest. Det er er ret sjovt at gaa i byen hernede, hvor alle steder lukker mellem klokken 22.00 og 23.00. Derefter er man noed til finde et sted som alligevel vil gaa med til at lukke op til baglokalet. Vi endte blandt andet paa et sted, som viste sig at vaere en danskerbar og vi blev ogsaa lokket hen paa en hotel, hvor vi maatte sidde paa tagteressen. Hele tiden frygter sine vaerter at politiet eller militaeret dukker op og rydder stedet, da det er ulovligt at have aabent efter 23.00. Spaendende er det i hvert fald, og nepalesere er generelt soede og gaestfrie mennesker, som gerne vil inviterer een indenfor til noget hjemmebraendt og en sludder.

Dagen i dag havde en haard opstart med toemmermaend og ingen energi. Det endte dog godt, da kokkene i dag valgte at servere toemmermandsmaden over dem alle PIZZAEN! Efter to uger med ris og nudler, saa faldt det virkelig i god jord, og vi var nu alle sammen efter en kort middagslur parrate til at tage ud i slummen. Vi havde to lokale med som guider, og vi kom helt taet paa de folk som bor der. Det var som at komme ind i den nepalesiske udgave af Christiania med de smaa huse og tebutikker. Ret primitivt og roddet, men stadig charmerende. Vi blev inviteret paa te paa stamstedet og fik os en snak med en af de lokale. Det var spaendende at hoere om deres hverdag, som er noget anderledes end vores, og saa alligevel ikke. Vi moedte baade gamle og unge og de var alle sammen rigtig imoedekomne, og virkede slet ikke til at vaere traette af vores indtraengen.  Nogle af de unge drenge inviterede os ind i deres oevelokale paa loftet. Her spillede de elguitar og trommer, og man kunne virkelig se at de noed det. Det var fedt at se at sociale projekter, som bl.a. et band ogsaa kan fungere i slummen. Det slum vi besoegte var i det hele taget ret organiseret, og vi kom med ind og saa hvordan det lokale raad diskuterede en sag. I dag handlede det om healthy food, og raadet bestod af baade maend og kvinder – saadan! Det er lige praecis den slags sociale forandringer vi sammen med Mellemfolkeligt Samvirke arbejder for.

Nu er klokken ved at vaere 23.00 her, og jeg vil til at i seng. Godnat og ha’ det godt alle sammen!

Katrine

Dage i Kathmandu

Onsdag efter morgenmad tog vi med en lejet bus ud af den pulserende by og op i bjergene. Det er virkelig skoent at komme ud af den larmende og forurenede storby op i den friske luft. Da vi kom ud paa landet var der utrolig smukt i morgen lyset og der var stadig arbejdende folk i de mange rismarker. Der var en fantastisk udsigt ned i dalen med bjerge paa den ene side og Kathmandu paa den anden.
Da vi kom op til templet som vi skulle besoege, saa var vi ikke de eneste som havde faaet den ide. Mange hunderede nepalesere var samlet og ventede paa at komme ind og ofre til guden Durga, som fejres lige nu over hele Kathmandu. Folk stod i koe med aender, hoens, geder og andet som de ville ofre, og vi var de eneste som bare medbragte et kamera (ikke til videregivelse). Vi var faktisk de eneste tourister paa stedet, og det var virkelig en speciel oplevelse, naermest fortryllende. Det var virkelig autentisk og spaendende at komme helt taet paa.
Bagefter koerte vi videre til en stor soe i det groenne, hvor der var kaempe karper i vandet. Paa trods af de hval lignende fisk havde vi vores foedder ud over kanten og sad og spiste vores medbragte madpakker.

Torsdag havde vi hviledag med hygge om aftenen og sterinlys paa tagteressen. Vi skulle lade op til dagen efter, hvor vi skulle afsted til Chitwan nationalpark, hvor vi skulle vaere hele weekenden. Vaekkeuret ringede kl. 5.00 og vi fandt frem til vores bus som skulle fragte os til parken som var 6 timers koersel vaek fra Kathmandu. Turen var ret anderledes end en almindelig bus tur i DK, hvor folk hang ud af vinduerne og sad paa taget af bussen. Bussen virkede nogen gange til at haenge ude paa kanten, naar vejen drejede paa de hoeje bjergsider som haevede sig over de dybe dale. Jeg faldt i soevn og vaagnede ved at der pludselig var blevet meget varmt i Nepals lavland. Da vi endelig koerte ind i Chitwan by, foerte man tankerne hen paa Afrika. Det var ikke kun varmen der fik os til at taenke paa Afrika, men ogsaa de smaa ler huse med straatag og de parkerede elefanter udenfor, som vi nu ellers har biler derhjemme. Det sted vi skulle bo i Chitwan var meget hyggeligt og var fuldstaendig i traad med den afrikanske droem vi alle befandt os i. Derefter saa vi solnedgangen over sletten og det var ikke til at fatte hvor fantastisk meget vi havde set. Da vi sad der i det orange lys fra solen, kunne man ikke undgaa at foelse sig privilligeret og lykkelig for hele den her oplevelse.
Loerdag var safari dag og startede med en kanotur i haandhukkede trae kanoer. Vi saa en masse farvestraalende fugle fra vandsiden og paa det lave vand sejlede vi ogsaa over en kaempe krokodille (som guiden paastod ikke var farlig?). Derefter fik vi lassi (en slags frugtdrik) og oel ved flodbredden og saa paa “dumme tourister” som badede i vandet med krokodiller. Senere tog vi ned paa elefantcentret og saa paa babyelefanter – nurgh de var soede! Saa var det tid til elefant ridning. Vi sad 4 personer i en kurv paa ryggen af elefanterne med meget lidt plads og med et ben paa hver sin side af en pind – vi piger blev ret hurtigt enige om at vi ikke havde hankoen.. Den elefant var ikke saa gammel og virkede ikke til at vaere saerlig rutineret. Saa hver gang den skulle gaa ned af en skraent gik den helt i panik og en elefant i panik er ikke rart, isaer ikke naar man sidder oven paa den. Paa et tidspunkt frygtede jeg faktisk for mit liv, da jeg ser mig selv i en lodret position paa ryggen af en elefant og mens jeg ser op i himlen. Vores elefant glider i mudret og er ved at vaelte bagover. Det var ret dramatisk og videoen som de grinende japanere der var foran os  optog, kan sikkert findes inde paa youtube engang i naeste uge. Aftenen forloeb mere roligt sidende under stjernerne med kolde oel og hygge til ud paa natten mens sikaderne sang i graesset. 

Godnat herfra Kathmandu. Jeg ville oenske I kunne laane det baand jeg har optaget inde i hovedet, for jeg har saa mange flotte billeder og oplevelser derinde, som er naesten umulige at gengive her paa bloggen (som foroevrigt kun kan lade sig goere naar der er stroem og hvis der er internet).

Kram fra Katrine

Det foerste indtryk af Nepal og alle dens farver

Saa er der nyt fra Nepal!

Efter 22 lange timer i 3 forskellige fly ankom jeg endelig sammen med de andre volontoerer til Kathmandu lufthavn. Vi var meget traette og udkoerte, saa udsigten til at skulle staa to timer i koe for at faa udleveret visum, var ikke lige det fedeste. Heldigvis var vores baggage kommet med til Nepal og vi kunne gaa ud paa gaden, hvor vi havde faaet at vide at der ville holde en taxa til os. Rigtig nok stod der en mand med et skilt hvor der stod Action Aid paa. Vi gik derhen og blev straks ”overfaldet” af 10 andre maend, som gerne ville haelpe med vores baggage. Vi takkede nej, for det havde vi paa forhaand faaet at vide at vi skulle. Alligevel rev de naermest rygsaekkene fra os og smed dem ind i den meget tvivlsomme minibus (uden sikkerhedseler og piv aabnevinduer). Nu ville de gerne have penge og blev naermest aggresive, men vi sagde at vi ikke maatte give dem penge. Endelig slap taxa-mafiaen os og vi kunne blive sendt ud den hektiske trafik. Folk med geder, sofaer og hoens transporteret paa knallerter, smog, koeer og tiggende boern – hold da op et foeste haandsindtryk af Nepal! Folk dytter helt vildt, og man holder vejret hvergang sin taxa bare droener ud i et taet traffikeret kryds. Lysregulering og fodgaenger overgange er ikke eksisterende. Alligevel sker der aldrig noget og et dyt i haarnet haelper paa enhver situation, og derfor dytter folk konstant.

Da vi ankom til Platformen hvor vi skal bo skulle vi ind af en stor jernport, som er bevogtet doegnet rundt af en uniformeret vagt. Indenfor porten er det som at komme ind i en helt anden verden i forhold til den myldrende og larmende trafik udenfor. Det er en lille groen oase med udsigt over Himalaya bjergene fra tagteressen. Her er utrolig hyggeligt og vi kan moede folk fra resten af Asien og Mellemoesten, som ligesom resten af de danske volontoerer er rigtig soede.
Lige i den her uge er der forholdsvis stille paa platformen fordi nepaleserne har helligdage og dermed fri hele den her uge kaldet ”Bada Dasein”, som svarer til en hoejtid som dansk jul. Alle har deres fineste toej paa og gaar meget til de templer der findes over det hele. De ofrer til guderne med slagtede dyr og pulver farve, som de putter paa statuerne af guderne og bagefter tager de noget af farven i panden paa dem selv som en velsignelse. Paa fredag skal der slagtes 130 okser og 130 geder paa en lokal tempelplads til aere for guderne. Saa det er rigtig spaendende at gaa rundt i byen lige nu og se paa alle de flotte farver, sharier, blomster og udsmykkede templer.
Nepal er et rigtig godt sted at vaere og folk er meget soede og hoeflige, saa man goer sit bedste for ikke at stoede nogen og respekterer dem og deres religion saa godt som muligt. De bliver utrolig glade naar man kan lidt nepali, saa det er sjovt at gaa og handle lidt med de lokale paa gebrokken nepali.

Anden dag havde vi lidt let undervisning paa platformen, hvor vi bagefter blev sent ud i lokal samfundet for at undersoege nogle forskellige basis ting. Hvad f.eks. en banan hedder paa nepali (kana) og hvad den koster. Lidt bonus info hertil skal det siges at 100 rubi svarer til 8 danske kroner. Vi kunne f.eks. faa 10 bananer for 50 rubi, men vi kunne sikkert have faaet dem meget billigere, hvis vi som det er kutyme her, havde pruttet om prisen. I dag da vi var paa markedet fik vi 1 kg tomater, 1 kg boenner, et halvt kg loeg, en ingefaer, 3 hele hvidloeg, en kaempe agurk og to kina radisser for 200 rubi – altsaa 16 DDK!

I dag har vi vaeret ude og besoege et tempel omraade der hedder Durbar Square. Der var utrolig flot og spaendende. Vi saa bl.a. det kendte tempel Kumari Bahal, som nepaleserne kalder ”House of the Living Goddess). En lille udvalgt pige kaldet Kumari bor der og det bringer held naar man ser hende. Nepaleserne tror paa at hun er en gudinde foedt i menneske skikkelse, og hun er derfor meget hellig, saa turister maa ikke se hende. Hun bliver fundet ude i landsbyerne naar hun er 2/3 aar gammel bland mange smaa piger til den aarlige festligval. De smaa piger skal i gennem forskellige proevelser. Hvis en pige aldrig har graedt, vearet syg eller har haft en skraemme paa kroppen og desuden kan overvaerer ofringer af dyr og uhyggeligt maskespil uden at graede, bliver hun taget ind i templet og kommer foerst ud naar hun har faaet sin foeste menstruation. Herefter bliver der fundet en ny Kumari.

Saa paa trods af den meget hektiske start paa Nepal , den vilde traffik, larmen og alt affaldet, saa er jeg saa smaat blevet forelsket i Nepal, og jeg glaeder mig til at opleve meget mere. Der er tusind andre ting jeg gerne ville skrive om som vi har oplevet, men det er naesten umuligt. Haaber I har det godt i DK, og jeg vender snart tilbage med flere nyheder fra spaendende Nepal!

Kram Katrine

Så er det i morgen!

Nu nærmer rejsen sig med hastige skridt. Jeg har så småt pakket det hele sammen, fået alle mine vaccinationer, købt ind til et mindre rejseapotek og sagt farvel til alle herhjemme i Danmark. På trods af alt det og adskillige måneder til at forberede mig på turen, så kan jeg stadig ikke fatte at det virkelig er nu! Men det er nu, og jeg glæder mig ufattelig meget.

Sommerfuglene i maven rumsterer efterhåndet så meget rundt at det giver helt ondt i maven, og jeg gad vide om jeg overhoved kommer til at sove i nat. I hvert fald, så går turen til Nepal i morgen, hvor eventyret venter. Vi ses d. 23. januar

Farvel Danmark – namaste Nepal!