Endelig ro, endelig tid og endelig mulighed for at forsaette min nu meget forsoemte blog. Jeg har vaeret i Indien i en maaned nu og det virker derfor meget uoverskueligt at skulle skrive om alt det jeg har oplevet indtil nu. Jeg vil dog goere forsoet og I maa have tolmodighed med mig. Saa med kaffen i haanden og udsigten fra tagteressen i eftermiddagslyset vil jeg straks gaa i gang.
Hele mit indiske eventyr startede for praecis en maaned siden da vi ankom til Bangalore fra det fantastiske Nepal. Turen med de to fly var lang, men det var intet i forhold til busturen fra Bangalore til Kundapur, vores naermere bestemmelsessted. Ni timer og adskillige oeredoevende Bollywood film senere vaagnede vi op til Kundapur, en mellemstor landsby udtil kysten. Vi var spaendte, men mest traette efter den lange tur og vi blev vist hen til FSL’s guesthouse, som skulle vaere vores midlertidige hjem de naeste dage. Det var ikke et fedt sted. Paa meget lidt plads uden mulighed for luft, plads og privatliv blev vi introduceret til Indien og ikke mindst dets personligheder. Vi laerte om inderes hverdag, normer og traditioner, og saerligt dets regler. Her er bare nogle af dem:
Foedder er det mest urene og ulaekre, saa de maa ikke roere andre personer eller ting som f.eks. en bog da gud findes i alt (ved ikke om det inkluderer fodbold).
Venstre er ”toilethaanden” og den urene haand, mens den hoejre er den du goer alt andet med som f.eks. at spise med og betale penge med.
Kvinder skal tildaekkes ned til haandled og ankler. Ingen maa se dig med mindre toej paa og du skal derfor ogsaa bade med toej paa. Haeng ikke undertoej til toerre hvor andre kan se det.
Kvinder skal ikke gaa ud med loest haar.
Det er heller ikke velset at kvinder er ude efter 21.00.
Kvinder maa ikke fjoejte, loebe eller grine hoejlydt.
Kvinder skal udgaa at indgaa venskaber med maend da de oftest har lumske bagtanker.
Disse regler fik vi smidt i hovedet den samme dag vi kom, og hold da op de gjorde indtryk paa isaer os piger. Hvor strengt, taenkte vi. Vi fik ogsaa at vide at lokal befolkningen holder oeje med os saa mens vi opholder os i Kundapur og hos vores vaertsfamilie skal vi isaer overholde disse regler. Overvaagningen, den trykkede stemning (ogsaa i bogstavelig forstand da der var monum lignende vejr den uge) i det meget traenge guesthouse og de meget overgearede/stressende indiske laerer gjorde den foeste uge i Indien til et mindre marreridt for mit vedkommende og jeg savnede privatliv og aanderum.
Privatliv fik Veronica og jeg heldigvis da vi kom ud til vores vaertsfamilie. Vi bor i den lille by Tallur, som ligger 5 km og to broer fra Kundapur. Familien er en smule utraditionel i den forstand er den ikke taeller far, mor og boern, men i stedet en aeldre mand, en husholderske, hendes mand og to smaa boern, en filipinsk/indisk familie og en indisk studerende. Den aeldre mand som ejer huset hedder pappa George (aka. Morfor). Han er rigtig rar og bruger det meste af sin tid foran fjernsynet eller paa verandaen foran huset i sin hvide undertroeje og med en whiskey i haanden. Hans kone er i Irland for at besoege deres datter med familie og hun kommer vist foest hjem engang i januar. Huset taeller altsaa 10 medlemmer udover os og den meget aparte sammensaetning er ogsaa repraesenteret i husets religioner. Pappa George er udpraeget kristen, husholdersken med familie og den indiske studerende er hinduister og den filipinske/indiske familie er Jehovas vidner (vi er foroevrigt blevet inviteret paa middag hos dem, saa det bliver spaendende om de proever at omvende os). Det er fantastisk at forskellige religioner kan leve saa taet sammen hernede og de paa det punkt er langt mere fremme i skoene end man er mange andre steder i verden.
Alle i huset er utrolig soede og smilende og inter kunne vaere bedre for os her. Vi faar god mad (koed naesten hver dag – ikke almindeligt her). Vi har vores eget vaerelse og badevaerelse, saa det er ren luksus.
Med basen paa plads blev Indien nu mere overkommeligt og indbydende og vi var igen klar til at indtage det med aabne arme. Mht. Til overvaagningen som vi blev introduceret til den foerste dag, saa er det ikke saa slemt som vi havde frygtet. Tallur er godt nok en meget lille by, og vi er ogsaa de eneste vestlige i omraadet, men vi foeler os meget velkomne og trygge her. Vi gaar anstaendigt klaedt i indisk toej som er os foreskrevet, og vi moeder mange smil og komplimenter paa vores vej bare paa grund af det. Den indre feminist, som blussede op i alle os piger paa den foeste dag efter de mange koensfikserede regler, findes dog stadig i os. Bare det at have haaret loest eller at have en ganske almindelig t-shirt foeles som et lille oproer. Det sker ikke saa tit at vi goer det, da det egentlig er rarest for os selv at foelge de regler. Maend kigger i forvejen rigtig meget paa os, og det er for at beskytte os selv at vi har det indiske toej paa. Vi bliver mere accepteret og respekteret med det paa og man foeler sig derfor ogsaa mere tryg i det. Isaer kvinderne elsker det, og smiler altid til os paa vej gennem byen. Alle er i det hele taget meget interesserede i os, og vi foelser os til tider som en slags aliens, som de eneste hvide. Den store opmaerksomhed der er omkring os er hyggelig og sjov, for det meste, men nogen gange er det ogsaa vildt irriterende. De mange lange blikke, som indimellem er blandet med skepsis fra de aeldre eller de lumre blikke fra maend er bestemt heller ikke rare. Vi har dog efterhaanden vaennet os til det, og tager det ikke personligt laengere. Vi har hele tiden vaeret gode til at grine af det, men en bustur hjem om aftenen med ene maend og deres sultne blikke vaenner vi os nok aldrig til.
Noget andet vi saa smaat er ved at vaenne os til, er vores arbejde paa den handicap skole der ogsaa ligger i Tallur faa minutter fra hvor vi bor. Vi har arbejder der i tre uger nu og er saa smaat ved at laerer de 17 boern og fire laerer at kende. Jeg tror faktisk at det er meget godt at jeg foerst skriver om hele oplevelsen med skolen nu og ikke allerede efter den foerste uge. Vi har nu haft tid til at reflektere over vores situation og de mange nye indtryk er blevet bearbejdet. Vores foerste oplevelse med skolen var nemlig ikke saerlig god.
Da vi kom blev vi moedt med smil og soede boern med meget forskellige handicaps, som paa davaerende tidspunkt ikke virkede saa skraemmende paa os. Spaendende. Senere blev vi dog klogere. Alle var venlige og hoeflige overfor os og vi blev budt velkommen af rektor, som boed paa te i sit hjem som ligger lige ved siden af skolen. Det hele gik godt lige indtil han paa gebrokkent engelsk spurgte til Veronicas og mit erfaringsgrundlag, som jo bekendt er lig nul i forhold til at arbejdet med handcappede og undervisning generelt. Saa da vi tilstod at vi kun var nyudklaekkede studenter uden en reel uddannelse, aendrede stemningen sig totalt. Rektoren var tydeligt skuffet da han havde regnet med ekspertise fra psykologer, fysioterepeuter o.lign. Han ringede straks op til nogen og med en aggressiv tone begyndte han at tale vildt og voldsomt paa indisk, som vi selvfoelgelig ikke forstod et ord af. Det moede som ellers startede saa hyggeligt endte med at foelses som et slags krydsforhoer med Veronica og jeg placeret i en sofa foran rektor, hans mor, svigermor, datter som alle kiggede skeptisk til os mens de talte loes paa indisk. Meget ubehageligt for os, som havde bekymret os allermest om deres foerstehaandsindtryk af os. Vi havde mest af alt bare lyst til at flygte med det samme, men hvordan? Heldigvis kom vores redning i form af overlaererinden som kunne engelsk og havde sat sig ind i vores situation samt kendte til konceptet for vores volontoer arbejde. Hun fik ro paa tropperne, og vi kunne faa lov til at gaa med hende over paa skolen. ”Thank God” taenkte vi da vi endelig slap ud af trykkogeren hos rektoren og hans familie. Nu kunne vores arbejde begynde.
Den foeste uge paa skolen var meget praeget af at skolen skulle forberede sig paa ”Children’s day”. Boernene skulle oeve nogle danse og noget skuespil, som de skulle fremvise for deres foraeldre. Derfor kom vi til at sidde og observere hele ugen, da vi ikke kunne hjaelpe saa meget til. Vi havde derfor rig mulighed for at tjekke baade laererne og boernene ud. Indtrykket af laererne har fra starten af ikke vaeret det bedste. Det er kun Prema, overlaererinden som kan engelsk og derfor kan vi ikke kommunikere saa meget med de andre. En anden ting er at de to oevrige laerinder ikke er saerlig proffessionelle eller serioese omkring deres arbejde. De bruger det meste af deres tid paa at rette paa deres toej, saette deres haar, tale i telefon, men mest af alt saa snakker de! De snakker konstant om toej og bryllupper eller andet som overhoved ikke har med undervisningen at goere. De pjatter med hinanden, skubber lidt til hinanden og proever hinandens toej – det er som at arbejde med 14-aarige skolepiger! Det er utrolig frustrerende og demotiverende for os og det oedelaegger hele undervisningen. Om morgenen er alle boernene med til at dyrke yoga, men det bliver hele tiden forstyrret af laerernes evindelige snak og de glemmer at bede boerne om at skifte stilling, saa det ender med at man staar urimelig laenge i diverse akavede stillinger. Derfor har vi saa smaat og ubemaerket overtaget lidt af yogaen naar laererne er helt vaek i deres sladder.
Efter yoga er der ”undervisning” dvs. at boernene bliver sat til diverse opgaver saasom at skrive deres eget navn eller en talraekke. I starten var det meget svaert at saette sig ind i hvorfor et barn med down syndrome skal tvinges til at skrive sit navn paa en tavle og kaempe med det dag ud og dag ind, mens barnet maaske ikke engang ved hvordan man gaar paa toilettet. Det kan jeg stadig ikke forstaa. Man skulle jo synes at det var mere relevant at de laerte nogle mere brugbare ting, som de kan bruge i deres hverdag saasom det at gaa paa toilettet. Systemet er bare anderledes hernede, og maalet for de handicappede er ikke individuelle, men maalet er i sin enkelthed at sende dem i en normal skole . Ja tak, taenker vi. Her sidde vi med handicappede i aldren 4-16 og enkelt paa 30 aar, som har lige saa forskellige handicap som alder. Alt fra down syndrom, doevstumhed og hyperaktivitet til andre handicap som vi ikke engang har en diagnose paa. De har alle de samme maal – en skala som de kalder det, som de alle skal igennem paa den ene eller den anden maade uden forstaaelse eller hensyn til deres individuelle handicap. Helt uforstaaeligt, at saette saa urealistisk et maal, som at sende dem i en normal skole med de ting som de kaemper med hverdag.
En anden ting som er helt uforstaeeligt i den sammenhaeng er den maade de hele tiden slaar boernene paa, hvis de ikke goer som de faar besked paa eller er uregerlige. Det er normalt at slaa boern hernede og det er svaert for os at sluge med vores vestlige normer, men det er endnu svaere at vaere vidne til naar det foregaar med handicappede boern. For de forstaar noedvendigvis ikke hvorfor de bliver slaaet og kan derfor ikke vide hvordan de kan undgaa afstraffelse. Laerinder slaar hele tiden og det foregaar med pinde og andet som de lige har ved haanden. Jeg har flere gange faaet anvist en pind som jeg skal slaa boernene med, men jeg har selvfoelge aldrig taenkt mig at bruge den. Alt den vold paa boernene har resulteret i at boernene ogsaa hele tiden slaar hinanden og det siger laererne intet til. Det er saa svaert at vaere tilskuer til, men det er desvaerre nok bare saadan tingene foregaar hernede. Jeg vidste det ogsaa paa forhaand, men jeg vidste ikke at det var i saa voldsom en grad.
Heldigvis er det blevet arrangeret saadan at vi har to boern, som Veronica og jeg skal fokusere paa. Saa vi kan gaa lidt vaek fra de andre og proeve os lidt frem paa vores egen maade. Det er svaert med den store sprogbarriere , men vi proever saa godt vi kan. Vi har proevet med forskellige lege og opgaver som de kan laerer noget af, men samtidig er sjove. Det gaar op og ned hver dag, men ind imellem ser vi glimt af fremgang, som vi holder os oppe paa. Vi laerer baade at vaere utrolig tolmodige, men ogsaa utrolig staedige da det tager utrolig lang tid at opnaa bare smaa fremskridt. Vi har ogsaa de dage, som slet ikke fungerer, men i det store hele er vi ved godt mod, og oensker at det skal lykkes om det saa bare er en lille forskel vi kan goere. Vi har ogsaa overvejet den mulighed at der slet ikke kommer til at ske nogen aendring, men saa er vi naaet frem til den konklusion at vi rent personligt under alle omstaendigheder vil komme til at laerer noget af den her oplevelse. Indien og handicap skolen kommer vi nok ikke til at revolutionere, men det var heller ikke vores plan. Vi maa se hvordan det kommer til at gaa.
Nu til noget andet og mindre tungt. Saa har Veronica og jeg planlagt at vi i morgen igen skal besoege den standby som vi ogsaa besoegte den foerste weekend. Vi skal fejre at jeg bliver 20 aar i morgen med oel, laekker mad og afslapning paa stranden. Det bliver godt! Har glaedet mig laenge.
Jeg er ked af at jeg ikke kan komme med flere af de flotte stemningsbilleder her fra det smukke Indien, men det maa blive en anden gange, for nu synes jeg at jeg har skrevet nok for den her gang – og det synes I sikkert ogsaa. Der er stadig tusind andre indtryk og oplevelser, som burde vaere blevet naevnt, men dem kan i have i vente.
Haaber I alle har det godt, og jeg ikke har mistet jer paa bloggen efter den meget lange pause.